London er ikke længere blå, byen er derimod malet rød, og farveskiftet skete i søndags, hvor Arsenal mere end fortjent vandt over Chelsea på Stamford Bridge.
Sejren betyder, at Mikel Artetas tropper fortsat (og for 10. matchweek i træk) topper Premier League, og selvom der ‘blot’ er spillet lidt over en tredjedel af sæsonen, så ligner Arsenal for alvor en spidskandidat til det engelske mesterskab.
Det gør Chelsea til gengæld ikke.
Forvirret flok
Graham Potters mandskab ligner derimod en flok forvirrede individer, der hver især ser ud til at gøre hvad de kan, men som ikke synes, sådan for alvor, at have begreb om, hvad de rent faktisk skal gøre i fællesskab.
Forvirringen er ikke breaking news, den har nemlig været undervejs et stykke tid, og det åbenlyse fravær af en rød tråd hos The Blues skyldes primært Potters indædte trang til at eksperimentere på taktiktavlen.
Til at begynde med var forandringen en fryd for rigtig mange, hvilket dog nok mest af alt skyldtes, at Potters eksperimenter, hvad end de så egentlig gik (og går) ud på, kastede sejre af sig.
Men i og med at eksperimenterne ikke længere gør det, så synes forandringen nu i stedet at være en kilde til frustration for de langt de fleste, og Potter og co. blev da også buhet ud af Stamford Bridge i søndags.
Potter knows
Kort efter pibekoncerten blev Potter – på det obligatoriske post match-pressemøde – konfronteret med den føromtalte, åbenlyse forvirring, og ligesom spillerne inde på banen, så lignede Potter en head coach, der ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv.
Spørgsmål-svar-scenen blev naturligvis filmet o
Eller rettere; Potters mund sagde ét, mens resten af kroppen udtrykte noget helt andet, nemlig, at Potter er udmærket klar over, at den Spalletti’ske consistency, som Potter stræber efter, og som The Manager tidligere har skrevet om, er lige så langt væk, som Chelsea er fra toppen af Premier League.
Faktisk er Chelsea i skrivende stund, sådan rent pointmæssigt, tættere på Southamptons 18. plads end på Arsenals førsteplads, og tiden skal spoles helt tilbage til sæsonen 2015/2016 for at finde en pointhøst, der – altså efter 13 spillerunder – er ringere end den Chelsea dags dato kan fremvise.
Vagt i gevær
I sidste uge skrev jeg, at nederlaget til Brighton var en god ting for Potters projekt, da de fortjente tæsk på The Amex, måske, kunne få Potter til at skrue ned for ambitionen om at implementere alverdens ideer på rekordtid, og dermed mindske grundfølelsen af information overload, der syntes at være på nippet til at få spillernes hoved til at eksplodere.
Men sådan kan man tage gruelig fejl. Og da det er en dum ting, at begå den samme fejl to gange, så vælger jeg i denne uge at sige, at nederlaget til Arsenal ikke var en god, men en virkelig, virkelig skidt ting for Chelsea a la Potter.
Ikke mindst med tanke på de to kampe, der venter Chelsea i den kommende uge.
På onsdag møder Chelsea nemlig ingen ringere end Pep Guardiolas Manchester City i ligacuppen, og på lørdag, hvor Premier League går på stand by til fordel for VM, skal Potter og co. i kamp mod selveste Newcastle.
Med andre ord; der er al mulig grund til at råbe vagt i gevær!
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
