Alle, der vil forstå Villarreal som klub, burde besøge deres stadion. Eller rettere de små snævre gange under tribunerne. Her ledes man igennem gange så smalle og små, at man næsten må krybe og snige sig igennem for at komme frem. Fra presserummet via en lille dør og ind i noget der minder om et vaskerum, inden folk over 1.65 tvinges til at dukke hovedet markant for at komme igennem en form for tunnel, før lyset fra stadionprojektørerne endelig guider dig det sidste stykke vej.
Villarreal er en lille klub i en endnu mindre by. Valencia burde stå for de store resultater i den region. Ellers burde det være den væsentligt større by, Castellon, der blot ligger ti kilometer væk, der skulle være det andet store hold. Men det er det ikke. For Villarreal har med snilde og fremsynethed skabt en bæredygtig klub. Nuvel, rigmanden Fernando Roig’ store investering i holdet siden overtagelsen i 1997 har været fundamentet for en af de største humlebifortællinger i fodboldverdenen, men Villarreal er meget mere end penge. Det er en god strategi. Eller det var det i hvert fald.
For efter lidt tid brugt på at præsentere klubben, præsenteres her pointen. Villarreal er en klub, der er i fare for at miste den strategi. En gul ubåd i uføre.
Farvel til Setíen
Da de fyrede Quique Setién for en uges tid siden, gik trænerjagten i gang. Fyringen af Setién kunne der i øvrigt ikke indvendes noget mod. Omend tidspunktet så kort inde i sæsonen måske var lidt mærkværdigt, så lignede det ikke et match.
Så hvem skulle nu være ny træner og sikre, at humlebien fortsat kunne flyve rundt? Raúl blev nævnt som en kandidat. Uden anden erfaring end fra Real Madrids ungdomshold, men med en klar filosofi, og en der har gjort sit arbejde grundigt. En, der kunne være med til at løfte eller fastholde fortællingen om Villarreal. Xabi Alonso og i tidernes morgen Pep Guardiola havde heller ikke den store erfaring, før de fik deres første seniorjob, og det er jo gået meget godt siden hen. Zinedine Zidane som et tredje eksempel.
En kurv fra Raúl
Men Raúl var ikke overbevist om projekt Villarreal. Måden organisationen var skruet sammen på, så han takkede pænt nej til Fernando Roig’ tilbud. Næste år udløber Ancelottis kontrakt med Real Madrid, og selvom han måske ikke er forhåndsfavorit, så er Raúl i spil til et job hos Real Madrid. Der skulle noget ekstraordinært godt til at lokke ham væk fra hovedstaden. Det var Villarreal ikke.
Og Raúl var ikke den eneste. Gallardo, den dobbelte Libertadores vinder med River Plate, og udråbt som det næste store argentinske trænertalent, var en kandidat. Et skifte til Spanien, hvor der ingen sprogbarriere var, og for et hold, der som regel har været kendt for offensiv fodbold. Det gav mening. Men også han takkede nej. Det var ikke det rette næste skridt, lød årsagen ifølge argentinske medier.
Og så endte Villarreal med Pacheta. En umiddelbar type, der som personlighed er et frisk pust i fodboldverdenen.
Ny træner, samme problemer
”Jeg ved ikke, om det er fair eller jeg, men her er jeg. Lykkeligere end…her er jeg.”
Det var nogle af hans første ord på pressekonferencen, da han blev præsenteret. Som var han selv overrasket over, at han havde fået jobbet, efter han og Roig havde haft en fem timer lang samtale om fodbold. En mand med påbegyndte sætninger, der sjældent færdiggøres.
Ærlig og elskværdig kan man vel ligefrem kalde ham. Men også med stærkt begrænset succes som træner. Huesca røg ned, og det samme skete for Real Valladolid i sidste sæson. Nuvel, da han blev fyret i april, lå Valladolid lige over stregen, men en form for medansvar kan vi vel godt give ham for den nedrykning.
Uden at vide, hvad Roig og Pacheta har talt om i deres lange samtale om fodbold, så forestiller jeg mig, at fodboldfilosofien generelt har været et tema. Og her deler de ganske givet samme overbevisning. I både Huesca og hos Real Valladolid forsøgte Pacheta sig med offensivt spil, men det var også, måske især i Huesca, forholdsvis naivt med meget boldbesiddelse men med knap så klar en idé om, hvad de skulle brug bolden til, når de havde den. Og hvorfor var det nu, at det gik galt for Setíen i Villarreal?
Hvor er Villarreal på vej hen?
Den gule ubåd, som forhåbentlig ikke er ved at synke, har i sin moderne historie været bedst, når de haft et trænernavn af en vis kapacitet, der også har forstået vigtigheden af at være pragmatisk. Det var og er Pellegrini trods forlydender om det modsatte, og det var både Marcelino og Unai Emery i høj grad i deres meget klassiske og stringente 4-4-2 formationer, hvor der også blev lagt vægt på modstandernes kvaliteter. En tilgang, der som af samme årsag ofte viste sig mere gangbar i Europa mod større hold end i La Liga.
Pacheta benyttede også pressemødet til at sige, at han ingen erfaring med Europa havde, men det havde han heller ikke med at rykke op, indtil han gjorde det. Og det er jo en fin pointe. Han skal ikke dømmes, før han overhovedet har stået i spidsen for klubben. Men efter et sommervindue, hvor spillere som Pau Torres, Samuel Chukwueze og Jackson alle er røget til større adresser, og hvor det er svært at se nyindkøbene have samme klasse, kan man med rette godt tillade sig at være bekymret for Villarreals fremtid.
Da Roig i 2017 kunne fejre 20 år i klubben, sagde han, at det havde været 20 fantastiske år, men at det bedste endnu var i vente. Det kom med en sejr i Europa League i 2021 og Champions League semifinale i 2022. Når han om fire år skal se tilbage på 30 års ejerskab af klubben, kan budskabet meget vel være anderledes. For Villarreal ligner en ubåd i uføre og uden kurs for den næste rejse.
Hvis du kan lide, hvad du læser, så hjælp os meget gerne med at vokse og følg os på twitter og facebook. På den måde kan vi levere endnu flere artikler og øge vores dækning af verdens bedste liga.
