At der pt. er noget helt galt i West Ham, er til at få øje på, og de røde advarselslamper lyser mere end ét sted i David Moyes-land, nemlig i både tabellen, inde på banen og ude på bænken.
Men tabellen først.
Den er nemlig, som anfører Declan Rice så passende formulerede det på bagkant af gårsdagens nederlag til Everton på Goodison Park, “forfærdelig at se på.”
Efter syv spillerunder er West Ham således helt nede og rode rundt på 18. pladsen i Premier League med blot fire point på kontoen, og med et ganske bekymrende målregnskab under armen.
Et målregnskab, der blandt andet viser, at David Moyes’ mandskab indtil videre har haft umådelig meget bøvl med at score mål.
Bang!
Men har West Ham a la David Moyes ikke altid haft det, fristes man til at spørge. Det er jo David Moyes, vi taler om. Ja, det er, men nej, egentlig ikke.
Det er såmænd rigtig nok, at den fodbold, som Moyes ynder at praktisere, hvor organisatorisk kompakthed er vigtigere end løssluppen galop ud over stepperne, ikke er lig med et decideret festfyrværkeri på måltavlen.
Men det er forkert, hvis man slår på tromme for, at West Ham a la Moyes ikke siger “bang”.
For ser man på de to foregående sæsoner, hvor West Ham under ledelse af Moyes på fornem vis er endt på henholdvis sjette- og syvendepladsen i Premier League, og dermed også med gyldige billetter til Europa, så scorede The Hammers her henholdvis 62 og 60 mål.
Og ja, det blegner i forhold til hold som Manchester City og Liverpool, men i sæsonen 2020/2021 scorede West Ham alligevel flere mål end hvad eksempelvis hold som Arsenal og Chelsea formåede at producere, og i sidste sæson overgik West Hams målproduktion blandt andet den, der endte med at se dagens lys i Manchester United.
Eller sagt på en anden måde; West Ham har i de to foregående sæsoner scoret henholdsvis 1,63 og 1,57 mål per kamp.
Manglende skarphed
Og ja, her er der en passende og glidende overgang fra tabellen, der som bekendt aldrig lyver, til livet inde på banen, hvor West Ham, uanset hvor meget Rice og co. har knoklet, ikke har kunnet løbe fra, at virkeligheden er noget rod.
For den måske allerstørste grund til at de røde advarselslamper blinker i Moyes-land finder vi nemlig i West Hams manglende skarphed foran modstanderens mål.
Således har West Ham indtil videre blot scoret tre mål i sæsonens første syv kampe, hvilket giver et målsnit per kamp på sølle 0,42, hvilket står i skærende kontrast til de førnævnte tal fra de to foregående sæsoner.
Og nej, de få mål skyldes ikke et dramatisk fald i antallet af chancer.
For dem har West Ham været næsten lige så gode til at producere i denne sæson, som holdet har været det i de to foregående.
Således har Moyes’ mandskab i denne sæson skabt 11,2 chancer på kamp, hvilket blot indikerer et minimalt fald i forhold til fortiden, hvor West Ham i sæsonen 2020/2021 og 2021/2022 producerede henholdsvis 12, 31 og 11,81 chancer per kamp.
Der er altså slet og ret tale om manglende skarphed foran mål.
Speciel strøm
Og her ville det være ganske naturligt, at pege fingre af West Hams angribere, heriblandt sidste sæsons mest scorende, nemlig Jarrod Bowen, der trods 15 skudforsøg i denne sæson endnu ikke har scoret, ligesom kritikken også kunne ramme den eneste West Ham-angriber, der har scoret et mål i denne sæson, nemlig Michail Antonio.
Men lad os lade være med dette, og i stedet kaste et blik på den advarselslampe, der lyser ude på bænken, hvor klublegenden Mark Noble ikke længere sidder.
Og ja, her bliver den strøm, der tænder advarselslampen lidt speciel.
For til forskel fra de ovenstående lamper af samme slags, så er Nobles fravær ikke powered by stats, men derimod af fornemmelser og følelser, der tilsammen har skabt et tomrum, som West Ham tydeligvis har svært ved at fylde ud.
Eller rettere; 35-årige Noble har efter en menneskealder og 472 kampe for West Ham efterladt sig et par støvler, som 23-årige Declan Rice ikke kan passe.
Tager tid
Rice mødte Noble første gang, da Rice var 14 år og har siden taget store skridt i retning af at skulle være manden, der skulle tage over som West Hams ypperste lederskikkelse, når Noble gik på pension.
Og det gjorde Noble i kølvandet på sidste sæson, hvor Noble det meste af tiden sad på bænken, mens Rice løb rundt med anførerbindet inde på banen, men hvor Noble hver eneste dag på træningsbanen såvel som i omklædningsrummet og i spillerbussen ikke bare var en mentor for Rice, men også var en konstant hånd under hele spillertruppen.
Og når den slags figurer forsvinder, så kan det ikke bare mærkes, det kan også tit og ofte ses i form af en tændt advarselslampe.
Bevares, West Ham har 127 år på bagen, og klubben har overlevet tab af andre store legender end bare Mark Noble, og det kommer West Ham anno 2022 også til.
Men til forskel for den manglende skarphed foran mål, og negative placeringer i tabellen sådan noget kan kaste af sig, så kan et tomrum a la det Noble har efterladt sig ikke trænes væk.
Den slags tager tid, og selvom der grundet landskampspausen er god tid inden West Ham skal i gang igen, så er det ikke sikkert, at lige præcis dén røde advarselslampe er slukket den1. oktober, hvor Moyes, Rice og co. tager imod Wolverhampton hjemme på London Stadium.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!
