Som dansk tilhænger af West Ham har man haft rig mulighed for at følge sine helte helt tæt på i år. Først tog de til Viborg og sendte dem ud af kvalifikationen til Conference League, og for et par runder siden slog de så Silkeborg i gruppespillet i samme turnering.
Her har de lagt fra land med to sejre i to kampe. Selvfølgelig, tænker du nok, for det er en gruppe, der foruden Silkeborg tæller Anderlecht og FCSB. For det er jo West Ham. Et sub tophold i Premier League med store økonomiske muskler og en trup med masser af kvalitet.
Men det er ikke en selvfølgelighed. Og da slet ikke for West Ham. Men mere om det lidt senere.
Et europæisk paradoks
For i flere sæsoner herskede der et europæisk paradoks i Premier League. Med syv adgangsgivende billetter til Europa, hvoraf The Big Six som regel tog seks af dem, så ville de resterende 14 mandskaber gennem 38 kampe gøre alt for at sikre sig den ene billet, der kunne sende dem i Europa. Fansene ville juble ved udsigten til udebaneture og et snert af storhed. Klubben ville tale om en stor, og til tider, historisk sæson, skulle det lykkes at sikre sig europæisk fodbold.
Men så begyndte den nye sæson. Og det man i 38 kampe have kæmpet så hårdt for at opnå blev nu fejet til side. Der skulle stilles med reserver i kvalifikationskampene til Europa, så det ikke kostede i Premier League. Du ved, den turnering hvor målet er at komme så højt op i tabellen, at man får en plads i europæisk fodbold i den næste sæson, hvor man så helst skulle slås ud så hurtigt som muligt, så man havde bedst mulige forudsætninger for at kvalificere sig til Europa sæsonen efter, hvor man så kunne… tal om en ond og uforklarlig cirkel. Et paradoks.
West Hams Dila Gori
Og så tilbage til West Ham. De var længe selv en del af problemet. I 2014/15 sæsonen vandt de fairplay prisen og fik chancen for at komme i Europa League, hvis de kunne klare sig igennem et par kvalrunder. Det kunne de ikke. Maltesiske Birkirkara blev kun lige akkurat besejret på straffe i anden runde, inden rumænske Astra Giurgiu agerede stopklods i runden efter med en samlet sejr på 4-3.
Hvis du synes, at rumænerne lyder bekendt, så er det måske fordi, West Ham allerede året efter stod overfor dem igen. De var sluttet syver i ligaen, så denne gang trådte de ind i tredje runde af kvalifikationen til Europa League. Domžale blev besejret, og så ventede Astra Giurgiu igen. Klubben der for West Ham er, hvad Dila Gori er for AGF.
2-1 tabte de dengang, og så var Europa igen forbi, inden det var begyndt.
Succes i Europa, problemer i Premier League
Lad os spole tiden frem til 2022. For nu er West Ham løsningen snarere end problemet. De har vundet to sejre, og de har taget turneringen seriøst. Præcis som de gjorde i Europa League sidste år, hvor de kom helt til semifinalerne, inden Frankfurt sendte dem ud.
Der er nok nogle fans af The Hammers, der gerne så, at de i stedet kom i gang i Premier League, og at Conference League i den henseende tager for meget fokus fra et hold, der efter blot otte runder er nummer 15 i ligaen. Men Conference League er for David Moyes mere end bare reservernes turnering. I kampen mod Everton var der således fem gengangere fra startopstillingen mod Silkeborg tre dage forinden. Og hvor er beviset egentlig for, at selv hvis West Ham havde stillet med lutter reserver i kampen mod blandt andre Silkeborg, at de så også havde samlet flere point i Premier League?
Der skal spilles ekstremt mange kampe dette efterår med VM ventende forude, så en udekamp mod Anderlecht tre dage før, der venter et London derby mod oprykkerne Fulham på hjemmebane er muligvis ikke ideelt i forhold til form og skader. Men det er jo for dælen det, man som klub og som hold stiler mod at opnå. Chancen for at spille og vise sig frem i Europa. Og ikke kun i et par kampe i august mod Astra Giurgiu.
