
Kaster man et blik på Manchester Uniteds spillertrup, så råder Erik ten Hag i skrivende stund over otte forskellige angribere.
Virkeligheden synes dog at være en anden. Tallet er nok snarere fem.
For Mason Greenwood, der er anklaget voldtægt, overgreb samt kontrollerende adfærd, og som skal i retten for alt dette til november, kommer aldrig til at spille for klubben igen.
Det gør Jadon Sancho, der af fysiske såvel som mentale årsager ikke har befundet sig i Manchester siden slutningen af oktober, måske heller ikke.
Og selvom Shola Shoretires talent er stort, så er der intet der tyder på, at ten Hag ser den 18-årige knægt som fast inventar på Old Trafford i nærmeste fremtid.
Derfor giver det også mening, at Manchester United er på jagt efter efter en angriber, der fra dag ét af kan blive en del af ten Hags holdkort. Måske endda hollænderens startellever. Og ja, en type angriber, som han ikke råder over dags dato.
Tankcenterforward
For meget kan man sige om Anthony Martial, Marcus Rashford, Antony, Alejandro Garnacho og Anthony Elanga, men de minder (med undtagelse af Martial) på mange måder om hinanden.
Eller sagt på en anden måde; ingen af dem minder ikke særlig meget om ham, der efter al sandsynlighed, og lige om lidt, bliver præsenteret som Manchester Uniteds nye angriber.
Wout Weghorst er nemlig alt andet end en flagrende forward, der med lavt tyngdepunkt, hurtige fødder, cirkus-teknik og licens til at flagre rundt i forreste geled kan (og vil) udfordre modstanderens mellem- og bagrum.
Weghorst er med sine 197 centimeter og 90 kilo tunge kampvægt derimod langt mere klassisk end moderne.
Altså en udpræget stationær 9er, der med saft og kraft kan (og skal) agere muskuløs spilstation for holdkammeraterne såvel som skabe voldsom uro i hjertet af modstanderens straffesparksfelt.
Enten via mål og assist, eller også via handlinger, der gør ondt på sine omgivelser, og som tit og ofte takseres til en advarsel.
Tal fra Tyrkiet
Og lad os kigge på tallene.
30-årige Weghorst har siden 2012 repræsenteret fem forskellige klubber. Og hvad end adressen har været Emmen, Heracles, AZ, Wolfsburg eller Besiktas, som han netop nu er udlejet til fra Burnley, så har Weghorst både scoret mål og lagt op til dem og, ja, fået gule kort.
Således har Weghorst, der som bekendt var en del af Louis van Gaals VM-trup, i alt scoret 140 mål i 340 ligakampe, hvor det også er blevet til 43 assists samt 49 gule kort.
Og zoomer vi ind på de tal, som Weghorst pt. operere med i Besiktas, så illustrerer tallene meget godt, hvad Weghorst er for en type, og hvilken streng ten Hag givetvis snart får at spille på.
I Besiktas er Weghorst nemlig dags dato noteret for to gule kort, fire assists og otte mål i 16 kampe.
Gule nuancer
Og lad os lige dvæle lidt ved Weghorst’ produktion af gule kort.
For 49 gule kort i 340 kampe lyder måske ikke af alverden. Det er jo trods alt ‘blot’ en advarsel i cirka hver syvende kamp.
Alligevel overstiger Weghorst’ antal af gule kort det antal af advarsler, som hans (måske) kommende holdkammerater såsom Rashford, Antony, Garnacho og Elanga tilsammen er blevet tildelt i løbet af deres karriere.
Derfor vil et køb af Weghorst også komme til at bidrage ‘positivt’ til Manchester Uniteds prædikat som Premier Leagues hårdeste mandskab. Altså, målt på antallet af gule kort.
Men et køb af Weghorst vil først og fremmest give Manchester United noget, de ikke har i forvejen, nemlig en spillertype, der kan nuanceret den måde, som ten Hags mandskab indtil nu har foldet sig ud i åbent spil.
ten Hag får nemlig en spiller, der både kan interagere med de bolde, der kommer fra Christian Eriksen og Casemiro i Manchester Uniteds maskinrum, men som også kan blive legekammerat med holdets 10er og to 11ere. Enten via layoffs eller ved at være sidste fod eller hoved på et indlæg.
Og ja, alt dette kan Martial også på en god dag. ten Hags interesse i Weghorst tyder dog på, at de gode dage er for få, og at Martials dage i Manchester måske er talte.
Vi får se.
- På 30 minutter viste Jesper Lindstrøm, at han kan blive løsningen på Napolis problemer
- Real Madrid har savnet Vinicius Junior, men han savner i høj grad det gamle Real Madrid
- Chelsea er et eksperiment i stiltiende tomgang og det hele er Boehlys skyld
- Kommentar: Tottenham vandt selvom derbyet mod Arsenal endte 2-2
- North London derby skal blive et brag – og det første af mange!